Folkemødet er en bornholmsk triumf. Derfor er bogen også en fejring af Folkemødets hjemstavn. Alle de medvirkende elever er fra indskolingen på bornholmske skoler i Rønne, Allinge, Svaneke, Aakirkeby, Nexø, Østerlars og Nyker (samt i Nuuk – for vi har også snakket med en håndfuld elever fra den anden klippeø i rigsfællesskabet, Grønland). Eleverne er fotograferet på en perlerække af de fineste pletter på det bornholmske landkort. De bærer vidnesbyrd om, at dialogen om dansk demokrati ikke kan ske på en smukkere eller mere inspirerende baggrund.