Det Danske Spejderkorps er en børne- og ungdomsbevægelse med friluftslivet og fællesskabet i fokus. Organisationens formål er at udvikle børn og unge til selvstændige mennesker, der tør tage ansvar både i eget liv og i verden omkring dem.

Hos Det Danske Spejderkorps skal børn og unge opleve en spejdertid, der udvikler dem, lader dem vokse og giver dem lyst til at tage ansvar. Spejderoplevelser skal være udtryk for det, der er fedt, sjovt, vildt og udfordrende.

 

I Det Danske Spejderkorps udfordres børn og unge gennem friluftsaktiviteter. Til spejder bruges naturen derfor som udviklingsrum for både børn, unge og voksne. Naturen er på én og samme tid soveplads, spiseplads, legeplads, udfordrende adventure-bane og refleksionsrum. Der er højt til loftet i mere end én forstand og ingen vægge, der står i vejen, når fantasien får frit løb.

 

Til spejder er der vægt på den pædagogiske metode learning-by-doing. Her får spejderne selv ansvar for at løse en opgave i trygge fællesskaber, mens de ældre spejderledere har en mere vejledende rolle. Lederne er de voksne venner, der ikke er læreren, forælderen eller den jævnaldrende kammerat.

 

De første spejdergrupper i Danmark blev dannet i 1909, og i dag er der ca. 35.000 spejdere i Det Danske Spejderkorps. I internationalt perspektiv tæller spejderbevægelsen ca. 80 millioner spejdere. Selvom der er stor forskel på, hvordan man er spejder rundt om i verden, deler spejderkorpsene i de enkelte lande den samme grundtanke. På ture og internationale lejre kan danske spejdere derfor opleve et fællesskab med spejdere de aldrig har mødt, selvom de kommer fra den anden side af jordkloden.