Rådet for Sikker Trafik arbejder for, at alle kan bevæge sig sikkert ud i trafikken. Uanset om vi er på cykel, knallert eller i bil giver Rådet os viden og redskaber, der sikrer, at vi kan tage ansvar og passe bedst muligt på os selv og hinanden.

Rådet er en privat forening med 48 medlemmer, der på hver sin måde bidrager til at nedbringe antallet af dræbte og kvæstede i trafikken. Rådet for Sikker Trafik har et tæt samarbejde med politi, kommuner, skoler, myndigheder og virksomheder.

 Målet er, at der i år 2020 højst omkommer 120 mennesker i trafikken. Det vil i så fald være det laveste antal trafikdræbte, der nogen sinde er målt i Danmark – og blot en tiendedel af antallet af trafikdræbte i 1970.

 Foreningen arbejder med forebyggelse og adfærd og rådgiver derudover borgerne om sikkerhedsudstyr og regler. Rådet for Sikker Trafik har en undervisningsplatform med gratis undervisningsmaterialer til folkeskoler og ungdomsuddannelser og udvikler landsdækkende kampagner, der blandt andet motiverer danskerne til at overholde fartgrænserne og at lade mobilen ligge, når man kører bil.

 Rådets historie går helt tilbage til 1939, hvor det blev stiftet som en reaktion på de mange ulykker, der fandt sted i trafikken. I 1930’erne var der lige så mange trafikdræbte som i dag, selv om der kun var en brøkdel så mange biler på vejene.

 Industrimanden Svend Bergsøe og en lille vennekreds banede vejen ved at lave aktioner for trafiksikkerhed. De tog rundt i de københavnske nattetimer og malede cyklernes bagskærme hvide for at gøre dem synlige i mørket, og aktionens succes inspirerede til stiftelsen af Større Færdselssikkerhed.

 I forbindelse med 75 års jubilæet i 2009 skiftede Rådet for Større Færdselssikkerhed navn til Rådet for Sikker Trafik.