Bolius er boligejerens videnscenter. Det er en uvildig virksomhed, der ikke skal tjene penge. I stedet er opgaven at samle og kvalitetssikre viden fra bygge- og boligbranchen og formidle den viden til danske boligejere. Med andre ord er Bolius' formål at hjælpe boligejere med at få mest mulig livskvalitet ud af deres bolig - uanset form, størrelse eller beliggenhed.

 

Det gør Bolius på mange forskellige platforme. Portalen Bolius.dk er den største. Med over 600.000 besøgende om måneden er det en af landets mest besøgte hjemmesider. Boligejerne kan også finde viden, råd og inspiration i magasinet BEDRE HJEM, i Bolius’ nyhedsbrev, i flere forskellige apps, og på Bolius’ kanal på Youtube.

 

Bolius er også i direkte kontakt med boligejerne. Fx gennem brevkassen ’Spørg Bolius’, hvor et hold af fageksperter sidder klar til at besvare spørgsmål. Og hvert år gennemfører Bolius flere store undersøgelser om de danske boligejere. Det sker for at få viden om, hvad der er vigtigt for boligejerne.

 

Virksomheden er ejet af foreningen Realdania. Det er en filantropisk forening, som alle, der ejer fast ejendom, kan blive medlem af. Foreningen har allerede næsten 146.000 medlemmer, som er med til at bestemme, hvilken retning Realdania skal bevæge sig i. Realdania blev stiftet i 2000, da realkreditforeningen Realdanmark blev solgt til Danske Bank. Siden da har foreningen støttet over 3.000 forskellige projekter med i alt 17,2 milliarder kroner. Fælles for projekterne er, at de på en eller anden måde har at gøre med det byggede miljø, samt at de bidrager til at løse samfundsproblemer.