Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) uddanner og videreuddanner fremtidens journalister, kommunikatører, designere, reklamefolk, fotografer, projektledere ...

 

Højskolens professionsbacheloruddannelser rækker fra journalistik til reklame, fra interaktivt design til pressefoto og fra projektledelse til grafiske projekter – med de fællesnævnere, at man lærer at gøre tingene i praksis, at man uddannes i tæt samarbejde med erhvervslivet, og at man lærer at ramme målgruppen, så det har effekt.

 

I en medieverden, der er i konstant forandring – hvor alle kan oprette en blog, skyde en video eller gå live med sin mobiltelefon – klæder DMJX de studerende på til netop at navigere i forandringerne. Også ved at udnytte styrkerne i, at højskolens uddannelser dækker bredt og lade studerende samarbejde og få viden på tværs af uddannelserne.

 

Det er højskolens opfattelse, at kommunikation er med til at skabe et bedre og mere velfungerende samfund, og at man derfor som kommunikatør både har kæmpe muligheder og et enormt ansvar. Det er hele problemstillingen om fake news, de sociale mediers rolle og markedsførings betydning gode eksempler på.

 

DMJX har uddannelser i både København og i Aarhus, og ud over professionsbacheloruddannelser tilbydes også efteruddannelse, en kandidatuddannelse sammen med Aarhus Universitet, særlige forløb for universitetsstuderende og en lang række andre muligheder for at blive bedre til at kommunikere. Hertil kommer, at højskolen forsker og gennemfører en lang række udviklingsprojekter sammen med for eksempel medievirksomheder og andre organisationer, hvilket gør at højskolen – på trods af, at den er mere end 50 år gammel – har udviklet sig sammen med medie- og kommunikationsverdenen.

I dag kan alle være et medie. Men det gør det ikke mindre relevant at sikre god kommunikation, og det bliver DMJX ved med at gøre.